Vi er enormt glade for at kunne løfte sløret for at vi har fået en ny global gæstelærer tilknyttet MUNDU. Han hedder Kuldip Singh Bernth og han beskæftiger sig med forskellighed og fællesskab.
Kuldip trækker på sin viden om sikh livsfilosofi og sin egen personlige fortælling om at føle sig anderledes til at invitere eleverne ind i et trygt rum, hvor de kan udforske deres egne erfaringer med forskellighed. Eleverne bliver introduceret til grundlæggende principper fra sikh filosofi som giver eleverne nye perspektiver på respekt, selvaccept og ansvar for fællesskabet.
I workshoppen bruges leg, øvelser og refleksion til at synliggøre, hvordan vi er forbundet og afhængige af hinanden. I workshoppen bruges forskellighed til at binde fællesskabet sammen, ved at fokusere på at forskellighed kan opleves som både udfordrende og styrkende for en gruppe. Klassen udarbejder til sidst deres egne retningslinjer for et klassemiljø, hvor der er plads til forskellighed, og hvor alle kan føle sig trygge. Til et skolebesøg med Kuldip kommer eleverne op fra stolene og deltager i forskellige øvelser, der passer til aldersgruppen. Kuldip har flere års erfaring som underviser og kan tilpasse indholdet til alle klassetrin på folkeskoler, efterskoler og højskoler.
Han kan allerede nu bookes til et skolebesøg og vi ser frem til at han skal ud og besøge en masse skoler og dele sin historie, passion og erfaringer.
MUNDU søger lige nu endnu flere personer der har lyst til at dele sin personlige historie om deres kultur, religion og/eller om livet rundt om i verden og være med til at øge danske børn og unges interkulturelle kompetencer.
