Bevilling fra Nordatlantpuljen
I MUNDU er vi så heldige at have fået en bevilling fra ‘Puljen til udarbejdelse og udbredelse af undervisningsmaterialer om Danmarks kolonihistorie, herunder i Grønland’, under Undervisningsministeriet, finansieret af Nordatlantpuljen.
Projektet udvikler et hæftet undervisningsmateriale med tilhørende lærervejledning med et omfang på 5 moduler til brug i dansk, historie og geografi. Materialet skaber en kritisk og engagerende læringsoplevelse om Danmarks kolonihistorie i Grønland og tager udgangspunkt i både historiske kilder og nutidige tekster.
Materialet vil være færdigt og klar til brug i efteråret 2025.
Formål
Formålet med projektet er at udvikle et kritisk undervisningsmateriale, der oplyser danske skoleelever i udskolingen (8. og 9. klasse) om Danmarks kolonihistorie i Grønland med fokus på at inddrage grønlandske perspektiver. Projektet søger at fremme forståelsen af kolonitidens historiske og nutidige konsekvenser, herunder kulturelle og politiske aspekter i en global kontekst.
Projektet er med til at skabe en nuanceret fortælling om Grønland, der går ud over de gængse danske synspunkter og gør op med stereotyper, og præsenterer eleverne for grønlandske erfaringer og reaktioner på kolonitiden. Ved at inddrage grønlandske kilder og stemmer, herunder kulturpersoner og historikere, vil undervisningsmaterialet give eleverne mulighed for at reflektere kritisk over kolonialismens konsekvenser og styrke deres bevidsthed om Grønlands rolle i det danske rige.