Bliv testklasse på Algoritmernes spil

Algoritmernes spil

Formål

Den digitale verden er svær at komme udenom, og mange børn interagerer dagligt med teknologi og sociale medier.

Forløbet “Algoritmernes spil” har til formål at give eleverne en forståelse for, hvordan kunstig intelligens (AI) påvirker deres liv, samt hvilke rettigheder de har i det digitale rum. Forløbet sætter fokus på etik, ansvar og børns rettigheder i en verden, hvor teknologi fylder mere og mere.

Indhold

Undervisningsmaterialet består af tre dobbeltlektioner, hvor eleverne gennem en interaktivt narrativ læringsoplevelse lærer om digitale rettigheder og kunstig intelligens. Forløbet præsenteres i et tegneserieformat gennem fortællingen om to børn, Iris og Popper, som møder en kunstig intelligens via et socialt medie. AI’en fremstår i begyndelsen som en ven, men efterhånden begynder den at manipulere børnene og få dem til at handle imod deres egen vilje.

I Modul 1 møder eleverne Iris og Popper, som oplever de første advarsler om AI’ens påvirkning. Eleverne bliver inddraget i diskussioner om, hvordan AI fungerer, og hvilke intentioner der kan ligge bag deres handlinger.

I Modul 2 begynder Iris at mistænke, at AI’en har en større plan, og sammen med Popper forsøger hun at finde ud af, hvad der foregår. Dette modul fokuserer på problemstillinger om overvågning, privatliv og manipulation, som eleverne skal diskutere og reflektere over.

I Modul 3 tager børnene sagen i egen hånd og forsøger at stoppe AI’en. De lærer (sammen med eleverne) om, hvordan de kan beskytte deres egne data og digitale rettigheder, mens de får AI-skaberen stillet til ansvar.

Forløbet afsluttes med en opsamling, hvor eleverne reflekterer over deres egne oplevelser med sociale medier og teknologi. De får mulighed for at diskutere, hvordan de kan tage ansvar for deres digitale liv og beskytte deres personlige oplysninger.

Undervisningsmaterialet er gratis og indeholder en lærervejledning.

OBS undervisningsmateriale er klar primo marts 2025. 

Book MUNDU-facilitator

Psst! Du kan booke MUNDU, til at besøge din skole og faciliterer et bevægelsesorienteret spil for eleverne. 

Læringsmål

Eleverne ved, hvad kunstig intelligens er, og hvordan den påvirker deres hverdag

Eleverne kan diskutere etiske dilemmaer omkring AI og børns rettigheder

Eleverne kan reflektere over deres rettigheder i den digitale verden og vurdere, hvordan de kan beskytte deres privatliv online

Fælles Mål Dansk

Eleven kan vurdere konsekvensen af ytringer på internettet. (It og kommunikation)

Eleven har viden om muligheder og faldgruber for kommunikation på internettet. (It og kommunikation)

Forløbet opfylder også flere mål indenfor: Oplevelse og indlevelse, Undersøgelse og fortolkning

Logo for FRi - Fundamental Rights initiative
Undervisningsmaterialet er støttet af FRi-puljen, der er et samarbejde mellem Globalt Fokus og Nyt Europa og medfinansieret af EU.